Kul og stål kunne under og lige efter 2. verdenskrig bruges til at opbygge et militær. Foto: I 1951 underskrev 6 europæiske lande aftalen om Kul-og Stålunionen. © European Community, 2004

Kul- og Stålunionen har udviklet sig til det EU, vi har i dag. Man ville med Kul- og Stålunionen sætte en stopper for krig i Europa. Gennem historien har der været mange krige mellem de europæiske lande.

Efter 2. verdenskrig i 1945 var Europa blevet svag. Tidligere havde de enkelte Europæiske lande været mere dominerende i verden.

Kul og stål var vigtigt for at opbygge et militær. I Kul- og Stålunionen kunne landene holde øje med kul- og stålproduktionen og derved sikre sig at ingen af medlemslandene rustede op for derefter at gå i krig. På denne måde behøvede landene ikke at frygte at blive angrebet af et af de andre lande i unionen.

Kul og stål var også vigtigt for at landene kunne udvikle deres industri og dermed få økonomisk vækst. Gennem forskellige aftaler, bl.a. prisaftaler, kunne man regulere kul- og stålproduktionen.

En anden betegnelse for Kul- og Stålunionen er det noget længere navn: Det Europæiske Kul- og Stålfælleskabet.

	Tyskland var blandt de første 6 medlemslande. Kun Vesttyskland var med fra begyndelsen. Tyskland var nemlig blevet delt i to lande efter 2. verdenskrig.Foto: Den Tyske Rigsdag i Berlin efter genforeningen af Vesttyskland og Østtyskland © Net-demokrati.dk

Vesttyskland, Frankrig, Italien, Belgien, Holland og Luxembourg var medlemmer af Kul- og Stålunionen.